Kunst og klassekamp har tilsyneladende ikke noget med hinanden at gøre. Men i virkeligheden er kunst og klasse uadskillelige begreber.
cccccI tidligere samfund havde hver klasse sin kunst. Undertrykkerne og de undertrykte havde hver sin kunst, som gav dem identitet. Men kunsthistorien fortæller os kun om de herskende klassers kunst, for det er de herskende, der har skrevet historien.
cccccNår der i vores samfund tilsyneladende kun findes én kunst - den borgerlige - er det fordi borgerskabet har taget monopol endog på kunsten og kulturen. Der laves finkulturel kunst for borgerskabet, mens arbejderne holdes nede med underholdning og reklame.
cccccSåledes fungerer kulturmonopolet som et middel til at befæste borgerskabets magt og udbrede den borgerlige ideologi i arbejderklassen. Den borgerlige kunstner deltager - hvadenten han vil det eller ej, og hvadenten han er sig det bevidst eller ej - i denne undertrykkelse.
cccccVi vil derimod stille vores kunst til rådighed for arbejderklassen og være med til at skabe en politisk, proletarisk kunst.
cccccVed politisk kunst forstår vi en kunst, der beskriver samfundsforholdene og tager politisk stilling. Ved proletarisk kunst forstår vi en kunst, som indtager et - i marxistisk forstand - proletarisk standpunkt.
cccccDen politiske, proletariske kunstners opgave er at føre klassekamp på det kulturelle område. Vi skal hindre udbredelsen af den herskende ideologi i de klasser, der står over for kapitalen.
cccccVi vil skabe en kunst, der er med til at give arbejderklassen identitet. En kunst, der er et våben i klassekampen.

RØDE MOR, november 1974

Som det ses af datoen (Nov. 74) blev RØDE MORS manifest udsendt på et tidspunkt hvor gruppen var på vej mod den mest aktive, omfangsrige og populære periode i kunstnerkollektivets tiårige eksistens: Tegneserier, plakater, postkort og 3 sangbøger var blevet udgivet siden starten i 1969, samt 3 ep-plader, hvoraf to i forbindelse med sangbøgerne. Desuden 3 LP'er, som var i gang med at etablere gruppen i underholdningsbranchen, ikke mindst på grund af et stadig udbygget spektakulært sceneshow, som på det tidspunkt var enestående i dansk kulturliv, og som fik musikgruppens popularitet til at blive meget stor både i Norge og Sverige.
5 år senere var det slut. Ikke sådan at forstå, at alt samarbejde mellem de forskellige medlemmer af kollektivet ophørte, det beviser alene oprettelsen af RØDE MORS fond, som med plakatsalg, pladesalg og diverse former for royalties i en periode over 10 år kunne uddele RØDE MORS pris til kunstnere af antiborgerligt tilsnit, hvilket i musikalsk sammenhæng blev stadigt vanskeligere op gennem de såkaldte "Fattigfirsere." Tiden for bevægelser indenfor den folkelige del af kunstverdenen var forbi. Yuppie generationen tog over med effektivitet og økonomisk overbevisning. Ord som proletar blev et mere udbredt skældsord end det var før, indtil det sammen med udtryk som arbejder og arbejderbevægelse med socialdemokratiets borgerliggørelse og venstrefløjens manglende sammenhold forsvandt ud af det danske sprog. Den såkaldte kommunisme i de lande som påstod at have den, havde resulteret i manglende personlig frihed for befolkningerne, og det blev efterhånden trættende at skulle forsvare systemers knægtelse af den ytringsfrihed, som venstrefløjen havde i Danmark. Nøjagtig samme vej gik det for de svenske og norske alternative musikbevægelser. Hele den vestlige verden jublede over Berlin murens fald, og jubelen var så høj og varede så længe, at man i glædesrusen ikke fik lagt mærke til, hvor hurtigt internationale forbrydersyndikater fik gjort sig gældende i det tidligere Sovjet og vasalstater. Eller også har man (vi) bedre kunnet forholde os afslappet til det. Det har jo været penge og ikke ideologier, det har drejet sig om. Vi lever nu i et samfund hvor penge er selve målet i stedet for midlet.
Når det begynder at gå op for de mange, bliver der grundlag for et nyt RØDE MOR. Det behøver ikke at vare så længe...

Erik Kramshøj, marts 2002

Luk dette vindue